torsdag den 31. maj 2012

Forberedelser 2011-2012

Idéen til en langtur nordpå har været der i mange år. Fra mine MC-år i 1974 - ´85, drømte jeg om en tur alene til Nordkapp, med et telt og en pose ris i bagagen ;o)  Siden er ambitionerne vokset lidt. Eller måske bare mageligheden!
Efter jeg i 2009 anskaffede min Honda ST1100 Pan European har jeg arbejdet på at gøre den køreklar til langtur. Efter et par år med store problemer med sidevindsfølsomhed fik jeg i foråret 2011 lavet så mange reparationer og justeringer på ST'eren, at jeg turde begynde at tænke på at tage på en længere tur.
Sommeren 2011 kørte jeg en tredages tur til Stockholm, for at teste mig selv og dyret på lidt længere stræk. Det gik helt fint, så jeg begyndte at afsøge nettet for muligheder for aktiviteter, overnatninger og ruter, til en tre ugers tur til Nordkapp, op gennem Norge og ned gennem Finland og Sverige. The Nordic Odyssé.
Gennem vinteren og foråret 2012 har jeg så intensiveret forarbejdet. Maskinen skulle trimmes og serviceres, min krop skulle i lidt bedre form, (;o) udstyret skulle trimmes, hvordan med vejafgifter, campingpas, vandrehjemskort, gps, fartgrænser, overnatningsmuligheder i det fri, forsikringer, vejhjælp, bed&breakfast, vejr og vind, sommertemperaturer i det nordlige Norge? Masser af overvejelser.
Hvad vil jeg se? Har de noget Jernalder-hejs i Norge, eller er det Vikingetid det hele? Fuglesafari, hvalsafari, vandreture? Nåede ikke Lofoten i '83, er det nu? Hvor langt kan jeg holde ud at køre om dagen, mange dage i træk?
Der kom også lige et nyt kamera indover. Endelig annoncerede Nikon i februar at de var klar til at sende en efterfølger til D700 og D300s på markedet. Straks bestilte jeg det, men ingen kunne levere. Neglebidning i 3 måneder! Kommer det inden jeg skal afsted? Skulle det gå som i 2006, da jeg ventede forgæves på mit D200 og ikke fik det med til Venedig? Total forløsning da det for to uger siden kunne hentes i Hvidovre og fragtes hjem, som var det guld der lå sikkert indpakket i saddeltasken. D800 er i hus :o)  Nu er der ro på billedfronten, nu er det bare motiverne der skal findes i verdens smukkeste rejseland  ;o)
Midt i forberedelserne finder jeg ud af, som tusinder før mig, at Nordkapp slet ikke er det nordligste punkt. Knivskjellodden, fem kilometer vest for Nordkapp er 1,5 km. nordligere, men kan kun nås ad en 9 km lang vandrerute ud til oddens spids. Nå, det må jo bare prøves, hvis vejret tillader det.
Nu er der godt to uger til afgang, og de sidste brikker falder på plads. Sadlen er justeret, nyt kåbeglas indkøbt, olien skal skiftes, ny topboks er monteret med ekstra lås og stålwire, ur og termometer er installeret i "cockpittet" og de sidste tjek på bremsevædske og koblingsvædske udføres. Aldrig har jeg været så klar, aldrig har jeg skullet ud i så usikkert og fremmed terræn, aldrig har udfordringen været større, aldrig har forventningerne og rejselysten fyldt mere. Jeg vil ud, væk, op! Sol og vind, frihed og døgnet til rådighed. Få aktiviteter har faste datoer, vejen ligger åben.

Knivskjellodden here I come.

lørdag den 26. maj 2012

Nordic Odyssé 2012

Nordic Odyssé 2012

Dette er min blog om turen til Nordkapp gennem Danmark, Norge, Finland og Sverige.
Jeg håber, du vil kigge forbi og følge min tur, måske sende en hilsen undervejs.
Kærligst
Preben