Knivskjellodden, Europas nordligste punkt!

"There and back again" by Preben Gori.
Lidt sådan føltes det i hvert fald, da jeg i går, søndag tilbagelagde de tyve km. ud til Knivskjellodden og tilbage igen.

Landskabet passede i hvert fald fint til Hobitten, stenet og knoldet som det var, og jeg startede fint ud i godt tempo, langs den markerede rute.

Der står varder med passende mellemrum. Og hvad er det så? Jeg vil tro, at de er sat således, at det passer med også at kunne finde den næste varde rimeligt nemt i usigtbart vejr. Måske ikke i en veritabel ærtesuppe, men dog forholdsvis nemt.

Indimellem åbner sig flotte kig til havet omkring, her mod vest mod Gjesvær, hvor jeg var på fuglesafari forleden.

Fuglene undlod da heller ikke at kigge med denne gang. Her en flot fugl som gav kraftigt udtryk for sin tilstedeværelse. Den havde sikkert rede et sted i nærheden, som jeg kom for tæt på. Ved ikke hvad det er for en, men det må fuglebogen hjælpe til med, når jeg kommer hjem.

Snart åbnede sig også et kig til Nordkapp-klippen. På toppen skimtes svagt den store globus, som jeg stod ved i forgårs nat.

Der dukkede også igen småflokke af rener op. Hyggeligt med de store dyr der render rundt i det golde og barske landskab. I dag viste det sig dog fra sin smukkeste side, men let skyet vejr og 14 grader. Min første rigtige sommerdag her i det arktiske nord.

Og så nåede jeg endelig helt derud. Hen. Op. Med den 1,5 km sydligere beliggende Nordkapp-klippe i baggrunden, springer jeg i vejret af glæde over at turens nordligste mål er nået. Der var næsten ikke kræfter til glædeshop. Fødderne er nu tunge efter de 10 km.s vandring, og der skal jo også være energi til opstigningen til de ca 400 meters højde jeg kom fra ved parkeringspladsen. Nå, en smoothie eller to, lidt god energi, masser af vand, og så går det tilbage.

Her fra vest-nordvest tager Nordkapp-klippen sig nu ganske imponerende ud.

Og varden taler sit tydelige sprog: Knivskjellodden, 71 grader, 11 minutter og 08 sekunder nordlig bredde. Liiiige liiiidt nordligere end Nordkapp-klippens 71-10-21. Nok til at gøre en forskel, synes jeg. (og mine trætte ben)

Og det er ganske vist. Indskrevet i den stedlige almanak, dokumenteret sort på hvidt. Jeg var der. Den første juli 2012. Kom ikke her! Eller rettere, gør da endelig det! Her er plads til mange flere i bogen.

Og turen tilbage? jo, den var opadgående, stejlt til tider, lang, fødderne glødede, benene nægtede at tage lange skridt, men det var det hele værd! Træt i dag, nå ja, men det er jo også en måde at huske en fantastisk arktisk sommerdag, med en oplevelse ud over det sædvanlige.