Lofoten rejser sig næsten lodret af havet mange steder. Det er et imponerende syn. Klipperne hører til blandt europas ældste klipper og bjerge, 3 milliarder år gamle.
Fra udsejlingen fra Bodø, med de høje bjerge i baggrunden.
Lofotens sydligste by Å ligger som rosinen i pølseenden. Herfra går det nordpå ad stejle snoede veje, over sindrige brokonstruktioner, og videre over bjergpas og langs idylliske fjorde, helt nede i havniveau. Mere afvekslende kan man næsten ikke forestille sig det.
Efter en times tid hvor det er så smukt, at det næsten gør ondt i øjnene, kommer jeg til Leknes, hovedbyen i det sydlige Lofoten. Her er alt hvad man kan begære af butikker, caféer, indkøbscenter, restauranter, benzinstationer og kulturelle tiltag, og det ser bare ikke ud af noget, når man kommer kørende til, ad de snoede veje og får øje på byen i landskabet. Der ligger bare en gruppe spredte huse, tilsyneladende, men det hele bliver pludselig til en by med 2-etages huse, rundkørsler, trafiklys..... nej, der fik jeg dig. For her er s'gu ingen trafiklys nogen steder ;o) Så meget civilisation ville være overkill. Men som en lille by på den amerikanske prærie. Man kører ind, der er byen, man kører ud, byen er væk. De spreder det ud, planer det ned, det ser ikke ud af en skid, men her er alt, guld og sølv, advokater, frisører, tandlæger, you name it, they got it! Der er helt sikkert også et kollosalt opland, for der har ved gud heller ikke været noget som helst andet end små beboelsestræhuse de første 70 km, ud over en lille tank der lignede noget der var glemt i en lille dansk landsby en gang i 30'erne. :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar