Fra Andenes på Lofoten til Nordkapp

Dagene i Andenes var kolde og selv om jeg på ingen måde har været voldsomt plaget af regn på turen, bliver det nu både koldere og vådere. Fra Andenes går turen med færge til Gryllefjord på fastlandet. Det er virkelig en lille udpost, et færgeleje, en brugs, en tank hvor benzinen koster 15.87 Nkr, og det er vel at mærke kurs stort set lige over for tiden, men de ved jo vi skal bruge den, og prisen er så derefter, en samling huse, 50 - 100, og bjergene. Disse mastodonte voldsomme bjerge, som du får lige i ansigtet overalt. Allestedsnærværende, påtrængende og vidunderlige. I hvert fald for sådan en lille fladlandsbeboer som mig, der er ude at se den store verden. Man tænker jo tilbage på Astrid Lindgreens fortælling om Mio, min Mio, hvor hovedpersonerne siger til hinanden undervejs til den grusomme Ridder Kato's land, "Hvor er bjergene dog store og farlige, og hvor er vi små og ensomme."

Vejen fra Gryllefjord til Tromsø er smal, hullet og snoet, og sikkert smuk i godt vejr. Jeg fik den kolde og våde udgave, ikke at jeg ikke er klædt på til det, men sol er nu min favorit. ;o) Fortrød på intet tidspunkt, at jeg ikke havde taget den nordligere rute som inkluderede en færgetur fra Botnhamn til Brensholmen. Færgetiderne passede dårligt med min rejserytme, og jeg havde heller ikke lyst til at eksperimentere med rigsvejsnumre der bestod af mere end to cifre. Når jeg tænker over beskaffenheden af rigsvej 86, tør jeg ikke tænke over hvordan det mon er at køre på rigsvej 862 mod Botnhamn. ;o)

Valgte at overnatte på en lille campingplads Ramfjord Camping i Sørbotn, 30 km syd for Tromsø. Brusende elv 10 meter fra hytten, hyggeligt og primitivt sted. Om aftenen besøg i Tromsø, Burger, pomfrit og fodbold Spanien-Portugal på et sportsværtshus med 100 mennesker. Hyggesnak med nordmænd, som vist bare var ligeglade med hvem der vandt, ville bare se en EM-kamp.

Hvalfangerstatuen på et af de mange små hyggelige torve i Tromsø, med Ishavskatedralen, et mesterværk tegnet af arkitekt Jan Inge Hovig, i baggrunden.

Biblioteket i Tromsø fra 2005, tegnet av Ing. Haugens Arkitektkontor, fra en lidt skæv vinkel.

Efter en hyggelig sightseeing i Tromsø dagen efter, som bød på spændende arkitektur i det arktiske Paris, som de kalder det, valgte jeg pga af vejr og vind, at sætte ST1100'en på stand-by et døgns tid, entrede MS Nordkapp med kværn og bagage, tillod mig lidt luksus, og sejlede til Honningsvåg ved Nordkapp.

MS Nordkap ligger klar i Tromsø til turen op til Honningsvåg og Nordkapp. Hurtigruten fra Bergen besøger 34 havne på sin 5-6-dages tur mod Kirkenes, og så går det retur. Tolv skibe besejler ruten, så alle byer har en nordgående og en sydgående afgang hvert døgn, ikke altid på de mest passagervenlige tider af døgnet, men mig passede det nu fint.

Det gav muligheden for at slappe af i hyggelige varme omgivelser, se Italien tæve Tyskland, og sove på en blød og lækker lædersofa i en af loungerne ombord. Sad og så kampen i en af deres konferencesale ombord. Der var mange nationaliteter, men flest tyskere, som fortløbende blev mere og mere sure og skuffede, og hvis eneste glæde som kampen skred frem, var når italienerne gik i off-side-fælden og en stor kornfed germaner bag mig råbte: "Klar, klar". Ingen holdt med tyskerne, undtagen tyskerne. Sådan er det vist altid. Hvornår mon de slipper af med fortidens skygge. De er ikke særligt vellidte nogensteder. Tysk straffespark tæt på 90 minutter, men eneste kommentar var et resigneret: "Zu spät, zu spät". Og det var det. Og jeg genfandt klangene i hovedet fra 1992: "Deutchland, Deutchland, alles ist vorbei,  alles ist vorbei,  alles ist vorbei".

Sejlturen fra Trømsø til Honningsvåg byder på smukke land- og vandskaber, som snor og slynger sig med stejle klippekyster og dybe fjorde. Udsejlingen fra Tromsø er i særsyn flot. Det menneskeskabte kontra naturen. Broer, huse, kirker veksler med bjerge, klipper og fjorde. Der er mere mellem himmel og jord.........  end så mange andre steder! Scenerierne veksler fra de bare klippeskær til de store panoramaer og skyer og sol bidrager til drama og stemning.

Lys er bare alt når man fotograferer. Fotografi betyder jo at male med lys, og jeg tror at jeg på denne tur har forstået mere om lysets kvalitet og betydning for det færdige billede, end jeg nogensinde har begrebet før. Både med ørnebillederne, hvor vi havde både ture i overskyet og i sol,

og med landskabsbillederne som her, er det uvurderligt at have det rigtige lys. Lundebilledet længere nede, er et godt eksempel på billeder der kunne bruge lidt mere lys, og billedet af renerne nederst, er et eksempel på, at selv det varme midnatssollys kan være hårdt og skarpt, og svært at få skarpe tegninger og billeddetaljer med. Der er så meget at lære, men hvor er det fantastisk, at få lov til at opnå nye erkendelser og erfaringer.

Honningsvåg på sydsiden af Magerøya, er en dejlig lille by langt mod nord. Vandrehjemmet, en monumental (efter forholdene) noget kompakt kapern, med fine faciliteter og et udmærket værelse til mig :o)
Det er basen for de næste dages udforskning af området ved Nordkapp. I går var jeg på fuglesafari ved Gjesvær, sejlede med Lundekongen og Ola, som viste vej til Gjesværtoppen, et fuglereservat med mange havfugle. Det var svært at komme på skudhold af de redebyggende og fiskende havfugle, men det blev da til et par gode skud eller tre.

Her er det lunden, der er på vej i lav flugt over vandet. De er fantastisk hurtige og gode flyvere, og det var en udfordring at få et par skarpe skud både af dem og sulerne og de mange andre flotte havfugle. Der var også en havørn der luffede rundt i yderkanten af området, men den kom aldrig på skudhold i en sådan grad, at det rigtigt kunne blive til noget.   ...og da slet ikke i forhold til det jeg så tidligere på turen hos Ole Martin Dahle. Jeg har stadig hans norskklingende engelsk i ørerne, når han råber: "Fish is out", efterfulgt et øjeblik senere af: "Eagle is comming". ...og så rystede hænderne af nervøsitet og spænding, og pegefingeren kunne næsten ikke finde ro på knappen, mens man spejdede rundt efter ørnen, som Ole jo havde set inden nogen andre i båden overhovedet vidste hvor den var eller hvad der skete. Jo, han kendte sine ørne, gjorde han, Ole Martin Dahle i Lauvsnes. Det vil jeg aldrig glemme.

Meget af den forløbne nat har jeg tilbragt på Nordkapp i høj sol. De kan her ikke huske hvornår der sidst var så fint vejr en aften på Nordkapp, så jeg føler mig utrolig heldig, at det lige kom nu.
Nu lørdag morgen er det igen regn og gråt. I morgen vandring på Knivskjellodden, det "rigtige Nordkapp" som går 1,5 kilometer længere mod nord end Nordkapp, men man skal vandre derud, 2-3 timer hver vej, hvis vejret som lovet bliver godt igen. Med lidt held kommer vi i morgen op på 12-13 grader. Det ville være luksus mod de 3 grader, der var i nat på Nordkapp.

...og her står jeg så, efter 2 ugers fantastisk rejse, ved monumentet på Nordkapp. Svært at få armene ned igen bagefter :o)
At jeg var så fantastisk heldig at opleve dette storslåede naturfænomen, at stå med skyfri himmel og se mod nord fra den 305 meter høje klippe, og vide at i den retning er der bare Svalbard, isbjørnene og Nordpolen, er mere end jeg på nogen måde havde turdet håbe på, gennem det år jeg har forberedt turen, og ugentligt set vejrudsigterne heroppe fra og set hvor meget regn og rusk de har både sommer og vinter. Totalt overvældende.

71 grader, 10 minutter og 21 sekunder nordlig bredde. Godt lys, klare farver, skøn oplevelse.

Midnatssol over Nordkapp, kraftigt nedblændet, naturligvis, ellers bliver sådan et billede bare alt for meget lys. Her var naturligvis dagslys som en sen sommereftermiddag derhjemme, men det kan man næsten ikke skildre i modlys, idét det bare "brænder helt ud" i lyse nuancer, så I må se på det næste billede af Nordkapp-centeret i medlys, for at få et mere realistisk billede af hvordan lyset var.

Nordkapp-centeret i flot lys. På mange måder lidt af en turistfælde, som også centeret ved Polarcirklen var det, men det er da skønt, at der er nogle faciliteter til de vejfarende, og stedet rummer faktisk mange spændende rum, film- og foredragssale, udstillinger, et kapel, og så kan man vel også leve med at de sælger lidt souvenirs til de sagesløse turister langvejs fra. Jeg mødte et par der kom fra Malta på motorcykel. De havde kørt 6000 km, besøgte stedet her i nat og kører hjem i morgen. Noget af en tur. Dobbelt så langt som mig. To på maskinen. Ikke meget plads til personligt udstyr.  ;o)

Turen hjem i nat bød på et fantastisk blødt og varmt midnatslys, som badede det voldsomt kuperede, barske og næsten nøgne landskab, i et eventyrligt skær. Her er så råt, så vildt, så barskt, så det er som på Mars, som jeg forestiller mig New Zealand nogle steder, eller Ildlandet på Sydamerikas sydspids. Her vokser græs, græs og græs, og så lige nogle miniatureagtige udgaver af noget der ligner stedmoderblomster og små blå violagtige vækster. Men alt er småt, småt, småt. Her kan leve rener, kan der, og ikke så frygteligt meget andet. Her er selvfølgelig mange fugle langs kysterne, men ikke inde i landet, synes jeg.

Fire same-familier kommer her til Magerøya hver sommer med deres rensdyrflokke. Flåden fragter deres moder- og ungdyr herover til græsning, og til efteråret er de stærke nok til at svømme tilbage selv. Mødte lige en flok på omkring 100-stykker i midnatslyset. :o)  Det har været et enestående døgn. Utroligt hvad man kan opleve på 24 timer.