tirsdag den 26. juni 2012

Hvalsafari 26-6-2012

Så oprandt endelig dagen hvor et af turens højdepunkter skulle løbe af stabelen. Jeg har været ude med MS Maan Dolphin, Andenes Hvalsafaris hurtige båd, som bragte os ud i farvandet mellem Andenes og det norske fastland.



Her fik skipper hurtigt kontakt med hvalerne vha sonaren, og snart dukkede en gruppe Grindehvaler op og tumlede sig omkring skibet i omkring tyve minutters tid. De lever i små familiegrupper, og det var første gang i år, at safarifolkene havde set dem. Det gjorde jo ikke fornøjelsen mindre  ;o) 
Selv om de virker små, så er det altså hvaler på 6 meter og op til 3 tons, så det er alligevel noget på størrelse med en indisk elefant, der kommer dundrende med 30 km i timen hen over vandet!



Lidt senere fik vi også kontakt med ikke mindre end fire kaskelothvaler, en ad gangen, som vi fulgte et stykke mens de iltede og gjorde klar til næste dyk, som kan være helt med til 2000 meters dybde, hvis ellers der er dybt nok. ;o) Hvor vi sejlede var der omkring 800 til 1000 meter, og den ene så vi flere gange. Den var nede i en halv time. Rekorden er to timer. Det er vildt imponerende, at et dyr på 18 meters længde og 20 tons, ligger der og hyperventilerer og laver dyk der får det til at svimle for os andre. Utroligt som de er tilpassede lige præcis deres levevilkår. Sådan en Kaskelot ligner bare et lokomotiv, når den kommer brusende dér i havoverfladen med sin kæmpe oliefyldte snude (op til fem tons olie i snuden), og selv om langt det meste af hvalen er under havoverfladen, fornemmer man alligevel fint størrelse, fart og kraft, når den kommer prustende ud af vandet, hæver sig lidt ekstra en sidste gang og gør klar til at dykke. Vi fulgte dem bagfra med ned til 50-100 meters afstand, og jeg fik det billede jeg kom efter, med den flotte hale på vej ned.  :o)  ....og jeg fik det både på stilbillede og video  :o))))


I morgen går det mod fastlandet igen, med færgen til Gryllefjord, og derfra videre mod Tromsø.

Ingen kommentarer: