ST1100'en er kørt ombord, MS Nordlys ligger klar og det er tid til en sidste vandretur i Honningsvåg, og nyde solen, mens den endnu er der.
Udsigten fra byens plads foran kirken. Alle huse heroppe er bygget efter krigen, idet tyskerne brændte ALT, undtagen kirken, efterhånden som de trak sig tilbage for de hastigt fremrykkende russiske tropper i efteråret '44.
Dette ses også nogle steder i byernes design og byplan. Lige i Honningsvåg giver det sig selv at bygge byen igen hvor den lå, for den smalle "hylde" mellem hav og klippe, giver ligesom sig selv, at det er på den langstrakte flade man genopbygger byen, som så får den dér snoede facon langs kysten.
Ser man derimod på byer som Andenes og Kirkenes, der er bygget på et lidt fladere plateau, ser man en byplan, som er opbygget af omkring 10 x 10 vinkelrette gader. Man er 'startet forfra' og har lavet det der var nemmest, ser det ud til. Som man også byggede garnisionsbyer i sydeuropa i 16-17-hundredetallet, som dele af København i samme periode, og som man ser mange steder hvor nye byer bygges. Brasilia, Las Vegas m.fl. Man mister den organiske struktur af noget der bare er vokset op gennem århundrederne, og får denne lidt rigide, lidt kedelige bystruktur, hvor alt er 90 grader.
"Ternene" i de nye norske byer er små, tre-fire huse, så kommer næste gade, osv.
Sejlturen med MS Nordlys foregik i starten i fint vejr, men som de kommende billeder vil vise, blev det også tåget, havgusen kom rullende, og regnen tog til og fyldte det meste af natten. Indimellem anløb vi også de små byer på nordkysten, og jeg var heldig i Mehamn, at lyset lige var til at gå ud og tage nogle få billeder på agterdækket.
De rå klipper danner en skarp kontrast til de bløde rullende former i skyer og havgus. Når solen så lige leger i skyerne ovenover, dannes at lysspil der er helt specielt.
Og så kom den bare rullende, havgusen, som en dyne, en mur, og vi sejlede ind i en lille tæt verden, som omsluttede skibet, og man mister orienteringen og retningen. Godt kaptajnen har sin satellitnavigation, det har ikke været nemt i gamle dage, at finde rundt mellem skærene i den slags vejr.
Anløbsbroen i Mehamn har fået sig et par skrammer i tidens løb. Måske et anløb i tæt tåge, i hvert fald har der været et skib af anseelig størrelse på spil her.
Og her i Mehamn ender verden!
Asfaltvejen slutter, det hele ender i lidt græs, klipper og et gammelt sammenfaldet moleanlæg. Et knust fundament fra et hus, der er gået til i brændingen. Der er ikke mere. Du kommer ikke længere. Vil du i verden frem, så svøm!
Men byen står der....
...og fyret står der, og varsler i vintermørket om et lille bysamfund der frister en skæbne med afsondrethed, kontraster, kulturmøde, sprogmøde, en blanding af folk og fæ, af lys og mørke, af kulde og lidt mindre kulde, og det fantastiske lys, som nogle gange er der hele tiden, og nogle gange aldrig er der. Men de elsker det, og kan ikke se sig sig selv leve andre steder, i hvert fald ikke dem der har klaret den til de blev over 30, for selvfølgelig rejser nogle af de unge væk, og der er ikke mange mellem 20 og 30 i det daglige gadebillede i de små byer mod nord.
Så det bliver også på nogle måder et lidt skævt samfund, med mange uligheder og kontraster, meteorologisk, etnisk, demografisk, geologisk, biologisk, er det mulighedernes og forskellighedernes land.
Videre mod Kirkenes i morgenlyset folder en ny dag sig ud, og en ny kyst åbner sig.
...og da jeg endelig ankommer til Kirkenes, turens sidste store mål, er det i regnvejr, som tiltager voldsomt da jeg kører i land, og det næste døgn er det gråt i gråt med næsten konstant regn. Jeg finder en lille hytte på Kirkenes Camping, hos de mindst engagerede campingpladsfolk jeg har mødt på turen. Dårligt sted, mennesker for hvem man nærmest har fornemmelsen af, at man kommer i vejen og til besvær.
Jeg kører til den russiske grænse og har pudsigt nok lige der 15 minutters tørvejr, (jeg har nu været heldig med at ha' tørvejr på de rigtige tidspunkter på denne tur ;o) som jeg bruger på at tage et par billeder af grænsestationen og de russiske bjerge, som nu forøvrigt ikke i nævneværdig grad adskiller sig fra de norske, men russiske er de, så det var nyt for mig. :o) Vi har jo altid sagt i familien, at det ku' da være sjovt at køre til Kirkenes og kigge ind til russerne. Det er hermed gjort. Sjovt? Måske i et andet vejr og sammen med nogen. Jeg ved ikke! Men jeg kan også godt mærke, at efter at have snakket om det i så mange år, føles det nu alligevel rigtigt rart at have gjort det, og det ville have føltes helt tomt, hvis jeg havde været heroppe i Nordnorge og så ikke været herude, så alt i alt: Jeg er rigtig glad for at jeg gjorde det.
Det kan godt være, at der ikke var nogen russere at se nogen steder,
...men de kigger og lytter helt sikkert med fra deres små forposter oppe i bakkerne ;o)
Det er da ikke hver dag man ser et vejskilt med Murmansk på, så det måtte altså lige med i albummet, selv om det nok ikke falder i kateGORIen stor kunst. Men der ér selvfølgelig noget der hedder skiltemaler, så lidt kunst er der vel over det, alligevel ;o)
Og nu vi er ved skilte...
I Lejre Langbuelaug har vi en Skaffer, æresmedlem af anden grad, Thorstein Clausen, og selv om han til dato har opført sig eksemplarisk og på alle måder tjent lauget i den rette ånd, er det da betryggende at vide, at der er et sted ved den russiske grænse, hvor vi kan deportere ham til, hvis han på nogen måde, skulle skeje ud en dag. Så er det sagt. Ikke som en trussel, ikke på nogen måde. Bare en oplysning i almenvældets navn. Til orientering. Så ved I det. Og Thorstein ved det. Det kan kun gøre livet lettere og mere overskueligt, at man kender mulige konsekvenser af ukendte handlinger. Og man ved ikke hvor grænsen går. Men den går lige her! Så ved I dét, og så snakker vi ikke mere om det, vel!
;o)
Og han bliver ved med de dér skilte, men det er da meget sjovt at se, hvor langt der er egentlig er rundt i Europa. Der er s'gu lidt langt til Rom, hvor Lis og jeg var sidste sommer.
Når man kører i lav sol langs klipperne heroppe i det nordlige, er det sjovt at se hvorden éns skygge danser hen over klipperne. Jeg turde ikke filme det mens jeg kører, så her er et billede af det, hvor jeg holder stille. Lidt ærgerligt, at jeg bagefter fandt ud af, at jeg kunne have monteret mit lille kamera på tværs på holderen, og fået det hele på film. Nå, man må jo lære hele tiden.
Her fra hytten i Kirkenes, hvor jeg, som jeg gør hver morgen, står og kigger på 3 sække med tøj og sovegrej, en computertaske, en fototaske, en tanktaske, et telt og en taske med to fotostativer, en toilettaske og div køredragt, hjelm handsker, mad, ekstra støvler, og andre småting der skal i saddeltaskerne, og tænker, hvordan er det egentligt muligt at have alt det med på min sykkel, som de omtaler MC her i Norge. Kør' du sykkel? spørger de, og man forsøger at undertrykke det smil der uvægerligt trænger sig på, og man svarer, ja, det gør jeg :o) og griner langt nede i maven.
Men det kan være der, som det ses, og her er jeg nået et stykke ned i Finland, efter jeg forlod Kirkenes onsdag morgen i silende regn. Her onsdag middag er det klaret fint op, temperaturen er steget fra 4 til 10 grader, og vejene er gået fra at være hullede og bumpede, som jeg nu har kørt på i 3000 km i Norge, til at være fine, jævne, ensartede.
Jeg tænker, kunne man ikke flytte de finske veje til Norge, så havde vi da ét naboland med både smukke landskaber og gode veje, men nej, her er det Finland, der styrer. Til gengæld er Finland fladt som en pandekage, i hvert fald på strækningen Kirkenes-Haparanda (Sverige, ved finskegrænsen) (egentligt tankevækkende at definere Finland som afstanden mellem en norsk og en svensk by!) og ud over at her er betydeligt flere løvfældende træer end jeg troede der ville være, mest birk, så langt mod nord, så er det skov, skov, skov, og kun indimellem, trods navnet 'De tusind Søers Land', et kig ud over en sø eller vandløb. (eller måske har det noget med svineproduktion at gøre, jeg ved det ikke ;o)
Her dog et eksempel på en smuk finsk sø, som åbner landskabet og fryder øjnene.
For anden gang på turen passerer jeg Polarcirklen, og også her i Finland, skal de da lige tjene en dollar eller to på turisterne. Her har de faktisk lavet en hel Santa-park med hoteller og det hele, helt á la Disney-world. Ved ikke om det er et besøg værd. Sikkert, må det være et turiststed i den grad.
Onsdagen ender efter 800 km i Luleå i Sverige, på Örnvik Konferens, Hotel og Camping, et skønt sted med god service. Broderfolket viste sig fra sin bedste side, og tilbød en træt tourer, et varmt måltid bestående af elg- og rensdyrkød med kartofler i flødesovs, ved ankomst kl. 10 om aftenen!
Og om jeg ikke lige ville have en 'beier' til maden, ovenpå den lange tur. Dét er s'gu service.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar