Frokost ved en lille svensk sø. Det giver dejlige billeder på nethinden.
Da det bliver tid til at finde et sted for natten, bliver det en lille campingplads ved Härnösand efter 500 km, ca. halvvejs til Stockholm. Mine vilde idéer om at jeg måske kunne køre hjem på to dage fra Kirkenes svinder i horisonten, og det er også ok. 1200 km om dagen er meget, ikke mindst i betragtning at vejene stadig kører gennem byerne, at der i Luleåområdet og videre mod syd forbi Umeå helt sikkert står hundredevis af fartkameraer, og selv om jeg ikke kan ta's i dem, så kan bilerne, så på de tosporede veje, hvor jeg ikke kan komme til at overhale, så må jeg bare følge trafikkens hastighed, og de kører efer reglerne, dét må man sige. Der er ingen slinger i Calle Schewens Vals på det punkt.
Så det blev til 800 og 500 på de første to hjemkørselsdage, og det har jeg det godt med. så er jeg hjemme på lørdag, og det er fint. På grund af en defekt lynlås i en ellers ny tanktaske, har jeg måttet pakke anderledes, og det betyder, at det store camera ikke er til rådighed under de lange stræk. Der er derfor ikke så mange af de helt flotte skud på hjemturen, men der er så sandelig heller ikke det samme udvalg af utrolige motiver og scenerier at vælge imellem, så det bliver 8mp-skud med mobilen for det meste, det må I leve med ;o)
Fredag morgen er jeg tidligt klar til start. Nu skal der ædes nogle km, så det er bare derudaf. Vejret er godt, motorvejsstrækningerne bliver længere og længere, og jeg begynder så småt at ane muligheden for at nå hjem fredag. Men som konen med æggene, skal man aldrig skyde bjørnen før skindet er solgt (ellers står man jo bare dér med et skind, men ikke ved hvad man skal gøre med!) og som et lyn fra en klar himmel, midt i en overhaling af et af de dér nye ekstremt lange lastvognstog, vil ST'eren ikke tage gassen. HVAD! Der skulle da være benzin til mindst 80 km endnu. Måtte trække ind bag lastbilen igen. Maskinen hostede, tog gassen lidt igen, og døde så. Måtte ind i nødsporet. Stoppe. HVAD sker der, Den har bare kørt eksemplarisk hele turen. Ingen strøm. Startermoteren kan ikke køre rundt, intet lys, ingen blinklys, intet virker!
Må ha' fat i Falck. Viser sig at mit basisabonnement kun dækker i Danmark &%#&¤%#¤%!!!
Så sku' da for fanden og helvede.........
Nå, fat i SOS-International (Kommer til at tænke på de dér dukkefilm, vi så som børn, SOS International Rescue..... De var fede, ...dengang) De mener, at de kun er forpligtiget til at køre mig til nærmeste værksted, og så må jeg selv ta' den derfra. Selvom jeg er mere end skeptisk, lykkes det dem faktisk at finde et værksted i Uppsala, der har åbent her en sen fredag eftermiddag, hvortil jeg bliver transporteret på ladvogn (pis, jeg ikke fik et billede af dét!)
Nå, men jeg fik et af chaufføren. De kan lidt af hvert herovre i Sverige, selv med 90 km i timen!!!!!!
En troldmand af en mekaniker finder ud af at det er laderelæet, han har ikke et, men efter en times roden og regeren med maskinen og på lageret, finder han et fra en anden sykkel, og monterer det, og tjekker at batteriet lades op. Alt skulle nu være i den skønneste orden, og glad kører jeg videre mod Stockholm og videre mod Jönköping. Jeg kører uden lys, for lige at give batteriet en chance for at blive ladet op igen.
Da det er ved at blive sent, og der ikke er så mange skilte til overnatningssteder, hytter eller lignende, tænker jeg, da jeg når Nyköping sv for Stockholm, at jeg lige vil køre ind på en tank og ringe til Lis, og høre om hun lige kunne finde et overnatningssted i Norrköping, som jeg kommer til om ca. en halv time. Lige som jeg kører ind på tanken, dør maskinen igen, Hoster, går i stå, starter igen da jeg slipper koblingen, men dør igen. Der er nu igen hverken strøm nok til motor, lys, blinklys eller noget som helst. FANDENS. Jeg havde lige betalt 2300 kr. for at få det nye relæ monteret for to timer siden, og nu dette.
Ved benzintanken ligger ved et lykketræf et lille hotel. Efter RIGTIG MEGET parlementeren med SOS-International, bliver ST'eren nu kørt til Stockholm til diagnose hos et autoriseret værksted. En sådan diagnose er nemlig en betingelse for at SOS vil arbejde videre med sagen. MEN DET ER FREDAG. Jeg kunne være hjemme om 5-6 timer, og vi snakker om, at de vil køre den til værkstedet MANDAG, måske skaffe stumper til TIRSDAG, eller hvis de skal komme fra Honda's centrallager i Belgien, måske op til EN UGE, hvor jeg så bare skulle "passe mig selv".
Det måtte de forstå ikke kunne gå. Jeg kan s'gu da ikke daldre rundt i Nyköping eller Stockholm i en uge, efter at have kørt 5000 km på tre uger, og nu kun mangle 5-600 km. Ok, efter endnu en parlementering, får jeg nu en udlejningsbil i morgen lørdag, så jeg kan køre hjem!!!
MEN, DE VIL have ST'eren til det skide værksted i Stockholm, så de kan stille en diagnose, og den DEREFTER kan komme med en autotransport ved lejlighed, indenfor 7-10 dage. Det er FANME ikke i orden. Send den dog hjem, så kan jeg da helt sikkert få den lavet hos min lille mekaniker i Roskilde, til langt under hvad det skal koste på et autoriseret Honda-værksted i Stockholm!!!
Men det skal jeg så dokumentere, at jeg kan få lavet billigere i Roskilde. Mage til bureaukrati!!!!!
Det sidste ord er ikke sagt i den sag, men nu er klokken 01.00, og jeg vil sove, her på det lille hotel, som Thor'skelov havde et fint værelse, jeg kan slænge mig på i nat. Vi må se hvad morgendagen vil bringe.
Og lige her slutter det, med et ødelagt relæ, og en adskilt ST1100, fredag d. 6. juli, efter tre oplevelsesmættede uger.
Det har været skønne dage og nætter i midnatssolens land, skønne 5003 km, som jeg har nydt på en ellers altid stabil og velkørende maskine. Jeg har kørt gennem alle de fire nordiske lande, og jeg har kun haft fire timers kørsel i regnvejr. Jeg har været SÅ heldig med alt jeg har set og oplevet, og dette lille uheld kunne være sket på LANGT værre tidspunkter eller steder, end det rent faktisk gjorde. Så på trods af denne lidt kejtede slutning på turen, har det været fantastisk at gøre det, at opleve det, og kunne have jer allesammen lidt med i inderlommen, i kraft af denne blog. Det er ikke sikkert at dette bliver sidste indlæg i bloggen, men tusind tak til alle jer der kiggede med, og tak for alle de små kommentarer dels her på bloggen, men dog i altovervejende grad på SMS.
Vi ses derude i den virkelige verden inden så længe.
KH
Preben
Ingen kommentarer:
Send en kommentar