Lørdag faldt de sidste brikker på plads omkring hjemkomsten. ST'eren bliver kørt til Stockholm til diagnose på et autoriseret Hondaværksted, og derefter transporteret hjem om en uges tid. Jeg bliver kørt i taxa 140 km tilbage, til Arlanda Lufthavn, som er det eneste sted i området, de kan udlevere en Avis-bil på en lørdag!!!!!
Hjemturen forløber fint. Jeg kommer til Helsingborg lørdag aften kl. 20, og kører til Hornbæk, hvor Lis er hos sin søster, og vi spiser en hyggelig middag sammen dér. Derefter kører jeg til Stenlille og læsser af, hjemme ca. kl. 0.30 efter tre skønne uger.
Mentalt var jeg jo færdig med turen, da jeg passerede Stockholm og skulle i gang med det sidste stræk hjem, da ST'eren gik i stykker. Jeg synes ikke, at det på nogen måde har ødelagt indtrykket eller oplevelsen af at være afsted på en rejse jeg har drømt om i mange år, og som på rigtig mange måder, oplevelsesmæssigt, vejrmessigt og kørselsmæssigt, har levet op til mine forventninger. Jeg har haft oplevelsen af at være på egen hånd i en længere periode, friheden til hver dag at vælge, hvad jeg ville foretage mig, vælge nye ruter, stoppe og tage billeder når jeg havde lyst, og tage Hurtigruten da veje og vejr gjorde en ændring af planerne nødvendig. Det har været frihed på to hjul som jeg havde drømt om, og jeg har fået taget de billeder som jeg hjemmefra havde drømt om, af ørne, hvaler, lunder, Nordkapp, Knivskjellodden, landskaber og havskaber, midnatssol og meget mere. Forventningerne er mere end indfriet og jeg er glad for at alt er gået godt.
Vi ses allesammen, derude, hen ad vejen.............................
tirsdag den 10. juli 2012
fredag den 6. juli 2012
Luleå til Nyköping, sv for Stockholm
Torsdagen starter fint med godt vejr, og jeg bruger lige lidt tid på at lave forrige indlæg på bloggen. (tiderne der står ved indlæggene er amerikansk tid (googletid) så dem skal I ikke regne med.) Over middag er jeg klar til at køre videre, og ser frem til en smuk tur langs den Botniske Bugt. Nu er det bare sådan, at den svenske skærgård er ret bred, så derfor har man valgt at ligge hovedfærdselsåren E4 så langt inde i landet, at man ikke skal lave broer hele tiden. Fornuftigt nok. Det betyder så imidlertid også, at det dér med at se ud over vandet, mens man kører, det er ikke noget der sker hvert kvarter. Det lykkedes omkring de større byer, men ellers er det skove og marker og relativt fladt land, og dét er jo også smukt. Minder på mange måder om Danmark, med vekslende ager- og skovbrug.
Frokost ved en lille svensk sø. Det giver dejlige billeder på nethinden.
Da det bliver tid til at finde et sted for natten, bliver det en lille campingplads ved Härnösand efter 500 km, ca. halvvejs til Stockholm. Mine vilde idéer om at jeg måske kunne køre hjem på to dage fra Kirkenes svinder i horisonten, og det er også ok. 1200 km om dagen er meget, ikke mindst i betragtning at vejene stadig kører gennem byerne, at der i Luleåområdet og videre mod syd forbi Umeå helt sikkert står hundredevis af fartkameraer, og selv om jeg ikke kan ta's i dem, så kan bilerne, så på de tosporede veje, hvor jeg ikke kan komme til at overhale, så må jeg bare følge trafikkens hastighed, og de kører efer reglerne, dét må man sige. Der er ingen slinger i Calle Schewens Vals på det punkt.
Så det blev til 800 og 500 på de første to hjemkørselsdage, og det har jeg det godt med. så er jeg hjemme på lørdag, og det er fint. På grund af en defekt lynlås i en ellers ny tanktaske, har jeg måttet pakke anderledes, og det betyder, at det store camera ikke er til rådighed under de lange stræk. Der er derfor ikke så mange af de helt flotte skud på hjemturen, men der er så sandelig heller ikke det samme udvalg af utrolige motiver og scenerier at vælge imellem, så det bliver 8mp-skud med mobilen for det meste, det må I leve med ;o)
Fredag morgen er jeg tidligt klar til start. Nu skal der ædes nogle km, så det er bare derudaf. Vejret er godt, motorvejsstrækningerne bliver længere og længere, og jeg begynder så småt at ane muligheden for at nå hjem fredag. Men som konen med æggene, skal man aldrig skyde bjørnen før skindet er solgt (ellers står man jo bare dér med et skind, men ikke ved hvad man skal gøre med!) og som et lyn fra en klar himmel, midt i en overhaling af et af de dér nye ekstremt lange lastvognstog, vil ST'eren ikke tage gassen. HVAD! Der skulle da være benzin til mindst 80 km endnu. Måtte trække ind bag lastbilen igen. Maskinen hostede, tog gassen lidt igen, og døde så. Måtte ind i nødsporet. Stoppe. HVAD sker der, Den har bare kørt eksemplarisk hele turen. Ingen strøm. Startermoteren kan ikke køre rundt, intet lys, ingen blinklys, intet virker!
Må ha' fat i Falck. Viser sig at mit basisabonnement kun dækker i Danmark &%#&¤%#¤%!!!
Så sku' da for fanden og helvede.........
Nå, fat i SOS-International (Kommer til at tænke på de dér dukkefilm, vi så som børn, SOS International Rescue..... De var fede, ...dengang) De mener, at de kun er forpligtiget til at køre mig til nærmeste værksted, og så må jeg selv ta' den derfra. Selvom jeg er mere end skeptisk, lykkes det dem faktisk at finde et værksted i Uppsala, der har åbent her en sen fredag eftermiddag, hvortil jeg bliver transporteret på ladvogn (pis, jeg ikke fik et billede af dét!)
Nå, men jeg fik et af chaufføren. De kan lidt af hvert herovre i Sverige, selv med 90 km i timen!!!!!!
En troldmand af en mekaniker finder ud af at det er laderelæet, han har ikke et, men efter en times roden og regeren med maskinen og på lageret, finder han et fra en anden sykkel, og monterer det, og tjekker at batteriet lades op. Alt skulle nu være i den skønneste orden, og glad kører jeg videre mod Stockholm og videre mod Jönköping. Jeg kører uden lys, for lige at give batteriet en chance for at blive ladet op igen.
Da det er ved at blive sent, og der ikke er så mange skilte til overnatningssteder, hytter eller lignende, tænker jeg, da jeg når Nyköping sv for Stockholm, at jeg lige vil køre ind på en tank og ringe til Lis, og høre om hun lige kunne finde et overnatningssted i Norrköping, som jeg kommer til om ca. en halv time. Lige som jeg kører ind på tanken, dør maskinen igen, Hoster, går i stå, starter igen da jeg slipper koblingen, men dør igen. Der er nu igen hverken strøm nok til motor, lys, blinklys eller noget som helst. FANDENS. Jeg havde lige betalt 2300 kr. for at få det nye relæ monteret for to timer siden, og nu dette.
Ved benzintanken ligger ved et lykketræf et lille hotel. Efter RIGTIG MEGET parlementeren med SOS-International, bliver ST'eren nu kørt til Stockholm til diagnose hos et autoriseret værksted. En sådan diagnose er nemlig en betingelse for at SOS vil arbejde videre med sagen. MEN DET ER FREDAG. Jeg kunne være hjemme om 5-6 timer, og vi snakker om, at de vil køre den til værkstedet MANDAG, måske skaffe stumper til TIRSDAG, eller hvis de skal komme fra Honda's centrallager i Belgien, måske op til EN UGE, hvor jeg så bare skulle "passe mig selv".
Det måtte de forstå ikke kunne gå. Jeg kan s'gu da ikke daldre rundt i Nyköping eller Stockholm i en uge, efter at have kørt 5000 km på tre uger, og nu kun mangle 5-600 km. Ok, efter endnu en parlementering, får jeg nu en udlejningsbil i morgen lørdag, så jeg kan køre hjem!!!
MEN, DE VIL have ST'eren til det skide værksted i Stockholm, så de kan stille en diagnose, og den DEREFTER kan komme med en autotransport ved lejlighed, indenfor 7-10 dage. Det er FANME ikke i orden. Send den dog hjem, så kan jeg da helt sikkert få den lavet hos min lille mekaniker i Roskilde, til langt under hvad det skal koste på et autoriseret Honda-værksted i Stockholm!!!
Men det skal jeg så dokumentere, at jeg kan få lavet billigere i Roskilde. Mage til bureaukrati!!!!!
Det sidste ord er ikke sagt i den sag, men nu er klokken 01.00, og jeg vil sove, her på det lille hotel, som Thor'skelov havde et fint værelse, jeg kan slænge mig på i nat. Vi må se hvad morgendagen vil bringe.
Og lige her slutter det, med et ødelagt relæ, og en adskilt ST1100, fredag d. 6. juli, efter tre oplevelsesmættede uger.
Det har været skønne dage og nætter i midnatssolens land, skønne 5003 km, som jeg har nydt på en ellers altid stabil og velkørende maskine. Jeg har kørt gennem alle de fire nordiske lande, og jeg har kun haft fire timers kørsel i regnvejr. Jeg har været SÅ heldig med alt jeg har set og oplevet, og dette lille uheld kunne være sket på LANGT værre tidspunkter eller steder, end det rent faktisk gjorde. Så på trods af denne lidt kejtede slutning på turen, har det været fantastisk at gøre det, at opleve det, og kunne have jer allesammen lidt med i inderlommen, i kraft af denne blog. Det er ikke sikkert at dette bliver sidste indlæg i bloggen, men tusind tak til alle jer der kiggede med, og tak for alle de små kommentarer dels her på bloggen, men dog i altovervejende grad på SMS.
Vi ses derude i den virkelige verden inden så længe.
KH
Preben
Frokost ved en lille svensk sø. Det giver dejlige billeder på nethinden.
Da det bliver tid til at finde et sted for natten, bliver det en lille campingplads ved Härnösand efter 500 km, ca. halvvejs til Stockholm. Mine vilde idéer om at jeg måske kunne køre hjem på to dage fra Kirkenes svinder i horisonten, og det er også ok. 1200 km om dagen er meget, ikke mindst i betragtning at vejene stadig kører gennem byerne, at der i Luleåområdet og videre mod syd forbi Umeå helt sikkert står hundredevis af fartkameraer, og selv om jeg ikke kan ta's i dem, så kan bilerne, så på de tosporede veje, hvor jeg ikke kan komme til at overhale, så må jeg bare følge trafikkens hastighed, og de kører efer reglerne, dét må man sige. Der er ingen slinger i Calle Schewens Vals på det punkt.
Så det blev til 800 og 500 på de første to hjemkørselsdage, og det har jeg det godt med. så er jeg hjemme på lørdag, og det er fint. På grund af en defekt lynlås i en ellers ny tanktaske, har jeg måttet pakke anderledes, og det betyder, at det store camera ikke er til rådighed under de lange stræk. Der er derfor ikke så mange af de helt flotte skud på hjemturen, men der er så sandelig heller ikke det samme udvalg af utrolige motiver og scenerier at vælge imellem, så det bliver 8mp-skud med mobilen for det meste, det må I leve med ;o)
Fredag morgen er jeg tidligt klar til start. Nu skal der ædes nogle km, så det er bare derudaf. Vejret er godt, motorvejsstrækningerne bliver længere og længere, og jeg begynder så småt at ane muligheden for at nå hjem fredag. Men som konen med æggene, skal man aldrig skyde bjørnen før skindet er solgt (ellers står man jo bare dér med et skind, men ikke ved hvad man skal gøre med!) og som et lyn fra en klar himmel, midt i en overhaling af et af de dér nye ekstremt lange lastvognstog, vil ST'eren ikke tage gassen. HVAD! Der skulle da være benzin til mindst 80 km endnu. Måtte trække ind bag lastbilen igen. Maskinen hostede, tog gassen lidt igen, og døde så. Måtte ind i nødsporet. Stoppe. HVAD sker der, Den har bare kørt eksemplarisk hele turen. Ingen strøm. Startermoteren kan ikke køre rundt, intet lys, ingen blinklys, intet virker!
Må ha' fat i Falck. Viser sig at mit basisabonnement kun dækker i Danmark &%#&¤%#¤%!!!
Så sku' da for fanden og helvede.........
Nå, fat i SOS-International (Kommer til at tænke på de dér dukkefilm, vi så som børn, SOS International Rescue..... De var fede, ...dengang) De mener, at de kun er forpligtiget til at køre mig til nærmeste værksted, og så må jeg selv ta' den derfra. Selvom jeg er mere end skeptisk, lykkes det dem faktisk at finde et værksted i Uppsala, der har åbent her en sen fredag eftermiddag, hvortil jeg bliver transporteret på ladvogn (pis, jeg ikke fik et billede af dét!)
Nå, men jeg fik et af chaufføren. De kan lidt af hvert herovre i Sverige, selv med 90 km i timen!!!!!!
En troldmand af en mekaniker finder ud af at det er laderelæet, han har ikke et, men efter en times roden og regeren med maskinen og på lageret, finder han et fra en anden sykkel, og monterer det, og tjekker at batteriet lades op. Alt skulle nu være i den skønneste orden, og glad kører jeg videre mod Stockholm og videre mod Jönköping. Jeg kører uden lys, for lige at give batteriet en chance for at blive ladet op igen.
Da det er ved at blive sent, og der ikke er så mange skilte til overnatningssteder, hytter eller lignende, tænker jeg, da jeg når Nyköping sv for Stockholm, at jeg lige vil køre ind på en tank og ringe til Lis, og høre om hun lige kunne finde et overnatningssted i Norrköping, som jeg kommer til om ca. en halv time. Lige som jeg kører ind på tanken, dør maskinen igen, Hoster, går i stå, starter igen da jeg slipper koblingen, men dør igen. Der er nu igen hverken strøm nok til motor, lys, blinklys eller noget som helst. FANDENS. Jeg havde lige betalt 2300 kr. for at få det nye relæ monteret for to timer siden, og nu dette.
Ved benzintanken ligger ved et lykketræf et lille hotel. Efter RIGTIG MEGET parlementeren med SOS-International, bliver ST'eren nu kørt til Stockholm til diagnose hos et autoriseret værksted. En sådan diagnose er nemlig en betingelse for at SOS vil arbejde videre med sagen. MEN DET ER FREDAG. Jeg kunne være hjemme om 5-6 timer, og vi snakker om, at de vil køre den til værkstedet MANDAG, måske skaffe stumper til TIRSDAG, eller hvis de skal komme fra Honda's centrallager i Belgien, måske op til EN UGE, hvor jeg så bare skulle "passe mig selv".
Det måtte de forstå ikke kunne gå. Jeg kan s'gu da ikke daldre rundt i Nyköping eller Stockholm i en uge, efter at have kørt 5000 km på tre uger, og nu kun mangle 5-600 km. Ok, efter endnu en parlementering, får jeg nu en udlejningsbil i morgen lørdag, så jeg kan køre hjem!!!
MEN, DE VIL have ST'eren til det skide værksted i Stockholm, så de kan stille en diagnose, og den DEREFTER kan komme med en autotransport ved lejlighed, indenfor 7-10 dage. Det er FANME ikke i orden. Send den dog hjem, så kan jeg da helt sikkert få den lavet hos min lille mekaniker i Roskilde, til langt under hvad det skal koste på et autoriseret Honda-værksted i Stockholm!!!
Men det skal jeg så dokumentere, at jeg kan få lavet billigere i Roskilde. Mage til bureaukrati!!!!!
Det sidste ord er ikke sagt i den sag, men nu er klokken 01.00, og jeg vil sove, her på det lille hotel, som Thor'skelov havde et fint værelse, jeg kan slænge mig på i nat. Vi må se hvad morgendagen vil bringe.
Og lige her slutter det, med et ødelagt relæ, og en adskilt ST1100, fredag d. 6. juli, efter tre oplevelsesmættede uger.
Det har været skønne dage og nætter i midnatssolens land, skønne 5003 km, som jeg har nydt på en ellers altid stabil og velkørende maskine. Jeg har kørt gennem alle de fire nordiske lande, og jeg har kun haft fire timers kørsel i regnvejr. Jeg har været SÅ heldig med alt jeg har set og oplevet, og dette lille uheld kunne være sket på LANGT værre tidspunkter eller steder, end det rent faktisk gjorde. Så på trods af denne lidt kejtede slutning på turen, har det været fantastisk at gøre det, at opleve det, og kunne have jer allesammen lidt med i inderlommen, i kraft af denne blog. Det er ikke sikkert at dette bliver sidste indlæg i bloggen, men tusind tak til alle jer der kiggede med, og tak for alle de små kommentarer dels her på bloggen, men dog i altovervejende grad på SMS.
Vi ses derude i den virkelige verden inden så længe.
KH
Preben
torsdag den 5. juli 2012
Fra Nordkapp, Honningsvåg, til Luleå, Sverige
Efter den dejlige og hårde vandretur til Knivskjellodden i fint sommervejr, er temperaturen dalet igen, og vejrudsigten for den kommende strækning, 520 km fra Honningsvåg til Kirkenes, ser ikke opløftende ud, hverken hvad temperatur eller regnmængder angår, så jeg vælger, for ikke at forlænge min tur, endnu engang at entrere med Hurtigruten, for en forhåbentlig flot tur til Kirkenes. Endnu en gang konverterer jeg altså en 500 km køretur til en 200 km sejltur, men jeg synes at jeg både i Nordnorge og på Lofoten, har set så mange smukke fjorde og bjerge, at jeg sagtens kan tåle at se lidt på dem fra søsiden igen. Hurtigruten er jo blevet kåret til verdens smukkeste sejltur, så jeg glæder mig til at komme om bord på MS Nordlys, og lade mig transportere i midnatssolens skær over et roligt hav.
ST1100'en er kørt ombord, MS Nordlys ligger klar og det er tid til en sidste vandretur i Honningsvåg, og nyde solen, mens den endnu er der.
Udsigten fra byens plads foran kirken. Alle huse heroppe er bygget efter krigen, idet tyskerne brændte ALT, undtagen kirken, efterhånden som de trak sig tilbage for de hastigt fremrykkende russiske tropper i efteråret '44.
Dette ses også nogle steder i byernes design og byplan. Lige i Honningsvåg giver det sig selv at bygge byen igen hvor den lå, for den smalle "hylde" mellem hav og klippe, giver ligesom sig selv, at det er på den langstrakte flade man genopbygger byen, som så får den dér snoede facon langs kysten.
Ser man derimod på byer som Andenes og Kirkenes, der er bygget på et lidt fladere plateau, ser man en byplan, som er opbygget af omkring 10 x 10 vinkelrette gader. Man er 'startet forfra' og har lavet det der var nemmest, ser det ud til. Som man også byggede garnisionsbyer i sydeuropa i 16-17-hundredetallet, som dele af København i samme periode, og som man ser mange steder hvor nye byer bygges. Brasilia, Las Vegas m.fl. Man mister den organiske struktur af noget der bare er vokset op gennem århundrederne, og får denne lidt rigide, lidt kedelige bystruktur, hvor alt er 90 grader.
"Ternene" i de nye norske byer er små, tre-fire huse, så kommer næste gade, osv.
Sejlturen med MS Nordlys foregik i starten i fint vejr, men som de kommende billeder vil vise, blev det også tåget, havgusen kom rullende, og regnen tog til og fyldte det meste af natten. Indimellem anløb vi også de små byer på nordkysten, og jeg var heldig i Mehamn, at lyset lige var til at gå ud og tage nogle få billeder på agterdækket.
De rå klipper danner en skarp kontrast til de bløde rullende former i skyer og havgus. Når solen så lige leger i skyerne ovenover, dannes at lysspil der er helt specielt.
Og så kom den bare rullende, havgusen, som en dyne, en mur, og vi sejlede ind i en lille tæt verden, som omsluttede skibet, og man mister orienteringen og retningen. Godt kaptajnen har sin satellitnavigation, det har ikke været nemt i gamle dage, at finde rundt mellem skærene i den slags vejr.
Anløbsbroen i Mehamn har fået sig et par skrammer i tidens løb. Måske et anløb i tæt tåge, i hvert fald har der været et skib af anseelig størrelse på spil her.
Og her i Mehamn ender verden!
Asfaltvejen slutter, det hele ender i lidt græs, klipper og et gammelt sammenfaldet moleanlæg. Et knust fundament fra et hus, der er gået til i brændingen. Der er ikke mere. Du kommer ikke længere. Vil du i verden frem, så svøm!
Men byen står der....
...og fyret står der, og varsler i vintermørket om et lille bysamfund der frister en skæbne med afsondrethed, kontraster, kulturmøde, sprogmøde, en blanding af folk og fæ, af lys og mørke, af kulde og lidt mindre kulde, og det fantastiske lys, som nogle gange er der hele tiden, og nogle gange aldrig er der. Men de elsker det, og kan ikke se sig sig selv leve andre steder, i hvert fald ikke dem der har klaret den til de blev over 30, for selvfølgelig rejser nogle af de unge væk, og der er ikke mange mellem 20 og 30 i det daglige gadebillede i de små byer mod nord.
Så det bliver også på nogle måder et lidt skævt samfund, med mange uligheder og kontraster, meteorologisk, etnisk, demografisk, geologisk, biologisk, er det mulighedernes og forskellighedernes land.
Videre mod Kirkenes i morgenlyset folder en ny dag sig ud, og en ny kyst åbner sig.
...og da jeg endelig ankommer til Kirkenes, turens sidste store mål, er det i regnvejr, som tiltager voldsomt da jeg kører i land, og det næste døgn er det gråt i gråt med næsten konstant regn. Jeg finder en lille hytte på Kirkenes Camping, hos de mindst engagerede campingpladsfolk jeg har mødt på turen. Dårligt sted, mennesker for hvem man nærmest har fornemmelsen af, at man kommer i vejen og til besvær.
Jeg kører til den russiske grænse og har pudsigt nok lige der 15 minutters tørvejr, (jeg har nu været heldig med at ha' tørvejr på de rigtige tidspunkter på denne tur ;o) som jeg bruger på at tage et par billeder af grænsestationen og de russiske bjerge, som nu forøvrigt ikke i nævneværdig grad adskiller sig fra de norske, men russiske er de, så det var nyt for mig. :o) Vi har jo altid sagt i familien, at det ku' da være sjovt at køre til Kirkenes og kigge ind til russerne. Det er hermed gjort. Sjovt? Måske i et andet vejr og sammen med nogen. Jeg ved ikke! Men jeg kan også godt mærke, at efter at have snakket om det i så mange år, føles det nu alligevel rigtigt rart at have gjort det, og det ville have føltes helt tomt, hvis jeg havde været heroppe i Nordnorge og så ikke været herude, så alt i alt: Jeg er rigtig glad for at jeg gjorde det.
Det kan godt være, at der ikke var nogen russere at se nogen steder,
...men de kigger og lytter helt sikkert med fra deres små forposter oppe i bakkerne ;o)
Det er da ikke hver dag man ser et vejskilt med Murmansk på, så det måtte altså lige med i albummet, selv om det nok ikke falder i kateGORIen stor kunst. Men der ér selvfølgelig noget der hedder skiltemaler, så lidt kunst er der vel over det, alligevel ;o)
Og nu vi er ved skilte...
I Lejre Langbuelaug har vi en Skaffer, æresmedlem af anden grad, Thorstein Clausen, og selv om han til dato har opført sig eksemplarisk og på alle måder tjent lauget i den rette ånd, er det da betryggende at vide, at der er et sted ved den russiske grænse, hvor vi kan deportere ham til, hvis han på nogen måde, skulle skeje ud en dag. Så er det sagt. Ikke som en trussel, ikke på nogen måde. Bare en oplysning i almenvældets navn. Til orientering. Så ved I det. Og Thorstein ved det. Det kan kun gøre livet lettere og mere overskueligt, at man kender mulige konsekvenser af ukendte handlinger. Og man ved ikke hvor grænsen går. Men den går lige her! Så ved I dét, og så snakker vi ikke mere om det, vel!
;o)
Og han bliver ved med de dér skilte, men det er da meget sjovt at se, hvor langt der er egentlig er rundt i Europa. Der er s'gu lidt langt til Rom, hvor Lis og jeg var sidste sommer.
Når man kører i lav sol langs klipperne heroppe i det nordlige, er det sjovt at se hvorden éns skygge danser hen over klipperne. Jeg turde ikke filme det mens jeg kører, så her er et billede af det, hvor jeg holder stille. Lidt ærgerligt, at jeg bagefter fandt ud af, at jeg kunne have monteret mit lille kamera på tværs på holderen, og fået det hele på film. Nå, man må jo lære hele tiden.
Her fra hytten i Kirkenes, hvor jeg, som jeg gør hver morgen, står og kigger på 3 sække med tøj og sovegrej, en computertaske, en fototaske, en tanktaske, et telt og en taske med to fotostativer, en toilettaske og div køredragt, hjelm handsker, mad, ekstra støvler, og andre småting der skal i saddeltaskerne, og tænker, hvordan er det egentligt muligt at have alt det med på min sykkel, som de omtaler MC her i Norge. Kør' du sykkel? spørger de, og man forsøger at undertrykke det smil der uvægerligt trænger sig på, og man svarer, ja, det gør jeg :o) og griner langt nede i maven.
Men det kan være der, som det ses, og her er jeg nået et stykke ned i Finland, efter jeg forlod Kirkenes onsdag morgen i silende regn. Her onsdag middag er det klaret fint op, temperaturen er steget fra 4 til 10 grader, og vejene er gået fra at være hullede og bumpede, som jeg nu har kørt på i 3000 km i Norge, til at være fine, jævne, ensartede.
Jeg tænker, kunne man ikke flytte de finske veje til Norge, så havde vi da ét naboland med både smukke landskaber og gode veje, men nej, her er det Finland, der styrer. Til gengæld er Finland fladt som en pandekage, i hvert fald på strækningen Kirkenes-Haparanda (Sverige, ved finskegrænsen) (egentligt tankevækkende at definere Finland som afstanden mellem en norsk og en svensk by!) og ud over at her er betydeligt flere løvfældende træer end jeg troede der ville være, mest birk, så langt mod nord, så er det skov, skov, skov, og kun indimellem, trods navnet 'De tusind Søers Land', et kig ud over en sø eller vandløb. (eller måske har det noget med svineproduktion at gøre, jeg ved det ikke ;o)
Her dog et eksempel på en smuk finsk sø, som åbner landskabet og fryder øjnene.
For anden gang på turen passerer jeg Polarcirklen, og også her i Finland, skal de da lige tjene en dollar eller to på turisterne. Her har de faktisk lavet en hel Santa-park med hoteller og det hele, helt á la Disney-world. Ved ikke om det er et besøg værd. Sikkert, må det være et turiststed i den grad.
Onsdagen ender efter 800 km i Luleå i Sverige, på Örnvik Konferens, Hotel og Camping, et skønt sted med god service. Broderfolket viste sig fra sin bedste side, og tilbød en træt tourer, et varmt måltid bestående af elg- og rensdyrkød med kartofler i flødesovs, ved ankomst kl. 10 om aftenen!
Og om jeg ikke lige ville have en 'beier' til maden, ovenpå den lange tur. Dét er s'gu service.
ST1100'en er kørt ombord, MS Nordlys ligger klar og det er tid til en sidste vandretur i Honningsvåg, og nyde solen, mens den endnu er der.
Udsigten fra byens plads foran kirken. Alle huse heroppe er bygget efter krigen, idet tyskerne brændte ALT, undtagen kirken, efterhånden som de trak sig tilbage for de hastigt fremrykkende russiske tropper i efteråret '44.
Dette ses også nogle steder i byernes design og byplan. Lige i Honningsvåg giver det sig selv at bygge byen igen hvor den lå, for den smalle "hylde" mellem hav og klippe, giver ligesom sig selv, at det er på den langstrakte flade man genopbygger byen, som så får den dér snoede facon langs kysten.
Ser man derimod på byer som Andenes og Kirkenes, der er bygget på et lidt fladere plateau, ser man en byplan, som er opbygget af omkring 10 x 10 vinkelrette gader. Man er 'startet forfra' og har lavet det der var nemmest, ser det ud til. Som man også byggede garnisionsbyer i sydeuropa i 16-17-hundredetallet, som dele af København i samme periode, og som man ser mange steder hvor nye byer bygges. Brasilia, Las Vegas m.fl. Man mister den organiske struktur af noget der bare er vokset op gennem århundrederne, og får denne lidt rigide, lidt kedelige bystruktur, hvor alt er 90 grader.
"Ternene" i de nye norske byer er små, tre-fire huse, så kommer næste gade, osv.
Sejlturen med MS Nordlys foregik i starten i fint vejr, men som de kommende billeder vil vise, blev det også tåget, havgusen kom rullende, og regnen tog til og fyldte det meste af natten. Indimellem anløb vi også de små byer på nordkysten, og jeg var heldig i Mehamn, at lyset lige var til at gå ud og tage nogle få billeder på agterdækket.
De rå klipper danner en skarp kontrast til de bløde rullende former i skyer og havgus. Når solen så lige leger i skyerne ovenover, dannes at lysspil der er helt specielt.
Og så kom den bare rullende, havgusen, som en dyne, en mur, og vi sejlede ind i en lille tæt verden, som omsluttede skibet, og man mister orienteringen og retningen. Godt kaptajnen har sin satellitnavigation, det har ikke været nemt i gamle dage, at finde rundt mellem skærene i den slags vejr.
Anløbsbroen i Mehamn har fået sig et par skrammer i tidens løb. Måske et anløb i tæt tåge, i hvert fald har der været et skib af anseelig størrelse på spil her.
Og her i Mehamn ender verden!
Asfaltvejen slutter, det hele ender i lidt græs, klipper og et gammelt sammenfaldet moleanlæg. Et knust fundament fra et hus, der er gået til i brændingen. Der er ikke mere. Du kommer ikke længere. Vil du i verden frem, så svøm!
Men byen står der....
...og fyret står der, og varsler i vintermørket om et lille bysamfund der frister en skæbne med afsondrethed, kontraster, kulturmøde, sprogmøde, en blanding af folk og fæ, af lys og mørke, af kulde og lidt mindre kulde, og det fantastiske lys, som nogle gange er der hele tiden, og nogle gange aldrig er der. Men de elsker det, og kan ikke se sig sig selv leve andre steder, i hvert fald ikke dem der har klaret den til de blev over 30, for selvfølgelig rejser nogle af de unge væk, og der er ikke mange mellem 20 og 30 i det daglige gadebillede i de små byer mod nord.
Så det bliver også på nogle måder et lidt skævt samfund, med mange uligheder og kontraster, meteorologisk, etnisk, demografisk, geologisk, biologisk, er det mulighedernes og forskellighedernes land.
Videre mod Kirkenes i morgenlyset folder en ny dag sig ud, og en ny kyst åbner sig.
...og da jeg endelig ankommer til Kirkenes, turens sidste store mål, er det i regnvejr, som tiltager voldsomt da jeg kører i land, og det næste døgn er det gråt i gråt med næsten konstant regn. Jeg finder en lille hytte på Kirkenes Camping, hos de mindst engagerede campingpladsfolk jeg har mødt på turen. Dårligt sted, mennesker for hvem man nærmest har fornemmelsen af, at man kommer i vejen og til besvær.
Jeg kører til den russiske grænse og har pudsigt nok lige der 15 minutters tørvejr, (jeg har nu været heldig med at ha' tørvejr på de rigtige tidspunkter på denne tur ;o) som jeg bruger på at tage et par billeder af grænsestationen og de russiske bjerge, som nu forøvrigt ikke i nævneværdig grad adskiller sig fra de norske, men russiske er de, så det var nyt for mig. :o) Vi har jo altid sagt i familien, at det ku' da være sjovt at køre til Kirkenes og kigge ind til russerne. Det er hermed gjort. Sjovt? Måske i et andet vejr og sammen med nogen. Jeg ved ikke! Men jeg kan også godt mærke, at efter at have snakket om det i så mange år, føles det nu alligevel rigtigt rart at have gjort det, og det ville have føltes helt tomt, hvis jeg havde været heroppe i Nordnorge og så ikke været herude, så alt i alt: Jeg er rigtig glad for at jeg gjorde det.
Det kan godt være, at der ikke var nogen russere at se nogen steder,
...men de kigger og lytter helt sikkert med fra deres små forposter oppe i bakkerne ;o)
Det er da ikke hver dag man ser et vejskilt med Murmansk på, så det måtte altså lige med i albummet, selv om det nok ikke falder i kateGORIen stor kunst. Men der ér selvfølgelig noget der hedder skiltemaler, så lidt kunst er der vel over det, alligevel ;o)
Og nu vi er ved skilte...
I Lejre Langbuelaug har vi en Skaffer, æresmedlem af anden grad, Thorstein Clausen, og selv om han til dato har opført sig eksemplarisk og på alle måder tjent lauget i den rette ånd, er det da betryggende at vide, at der er et sted ved den russiske grænse, hvor vi kan deportere ham til, hvis han på nogen måde, skulle skeje ud en dag. Så er det sagt. Ikke som en trussel, ikke på nogen måde. Bare en oplysning i almenvældets navn. Til orientering. Så ved I det. Og Thorstein ved det. Det kan kun gøre livet lettere og mere overskueligt, at man kender mulige konsekvenser af ukendte handlinger. Og man ved ikke hvor grænsen går. Men den går lige her! Så ved I dét, og så snakker vi ikke mere om det, vel!
;o)
Og han bliver ved med de dér skilte, men det er da meget sjovt at se, hvor langt der er egentlig er rundt i Europa. Der er s'gu lidt langt til Rom, hvor Lis og jeg var sidste sommer.
Når man kører i lav sol langs klipperne heroppe i det nordlige, er det sjovt at se hvorden éns skygge danser hen over klipperne. Jeg turde ikke filme det mens jeg kører, så her er et billede af det, hvor jeg holder stille. Lidt ærgerligt, at jeg bagefter fandt ud af, at jeg kunne have monteret mit lille kamera på tværs på holderen, og fået det hele på film. Nå, man må jo lære hele tiden.
Her fra hytten i Kirkenes, hvor jeg, som jeg gør hver morgen, står og kigger på 3 sække med tøj og sovegrej, en computertaske, en fototaske, en tanktaske, et telt og en taske med to fotostativer, en toilettaske og div køredragt, hjelm handsker, mad, ekstra støvler, og andre småting der skal i saddeltaskerne, og tænker, hvordan er det egentligt muligt at have alt det med på min sykkel, som de omtaler MC her i Norge. Kør' du sykkel? spørger de, og man forsøger at undertrykke det smil der uvægerligt trænger sig på, og man svarer, ja, det gør jeg :o) og griner langt nede i maven.
Men det kan være der, som det ses, og her er jeg nået et stykke ned i Finland, efter jeg forlod Kirkenes onsdag morgen i silende regn. Her onsdag middag er det klaret fint op, temperaturen er steget fra 4 til 10 grader, og vejene er gået fra at være hullede og bumpede, som jeg nu har kørt på i 3000 km i Norge, til at være fine, jævne, ensartede.
Jeg tænker, kunne man ikke flytte de finske veje til Norge, så havde vi da ét naboland med både smukke landskaber og gode veje, men nej, her er det Finland, der styrer. Til gengæld er Finland fladt som en pandekage, i hvert fald på strækningen Kirkenes-Haparanda (Sverige, ved finskegrænsen) (egentligt tankevækkende at definere Finland som afstanden mellem en norsk og en svensk by!) og ud over at her er betydeligt flere løvfældende træer end jeg troede der ville være, mest birk, så langt mod nord, så er det skov, skov, skov, og kun indimellem, trods navnet 'De tusind Søers Land', et kig ud over en sø eller vandløb. (eller måske har det noget med svineproduktion at gøre, jeg ved det ikke ;o)
Her dog et eksempel på en smuk finsk sø, som åbner landskabet og fryder øjnene.
For anden gang på turen passerer jeg Polarcirklen, og også her i Finland, skal de da lige tjene en dollar eller to på turisterne. Her har de faktisk lavet en hel Santa-park med hoteller og det hele, helt á la Disney-world. Ved ikke om det er et besøg værd. Sikkert, må det være et turiststed i den grad.
Onsdagen ender efter 800 km i Luleå i Sverige, på Örnvik Konferens, Hotel og Camping, et skønt sted med god service. Broderfolket viste sig fra sin bedste side, og tilbød en træt tourer, et varmt måltid bestående af elg- og rensdyrkød med kartofler i flødesovs, ved ankomst kl. 10 om aftenen!
Og om jeg ikke lige ville have en 'beier' til maden, ovenpå den lange tur. Dét er s'gu service.
mandag den 2. juli 2012
De første indlæg, hvor er de?
Flere har spurgt, hvor man kan se de første indlæg. Nederst på bloggen er der link til tidligere indlæg. Der kan gåes tilbage af flere gange, til starten på Sønderbjerg. :o)
Knivskjellodden, Europas nordligste punkt!
"There and back again" by Preben Gori.
Lidt sådan føltes det i hvert fald, da jeg i går, søndag tilbagelagde de tyve km. ud til Knivskjellodden og tilbage igen.
Landskabet passede i hvert fald fint til Hobitten, stenet og knoldet som det var, og jeg startede fint ud i godt tempo, langs den markerede rute.
Der står varder med passende mellemrum. Og hvad er det så? Jeg vil tro, at de er sat således, at det passer med også at kunne finde den næste varde rimeligt nemt i usigtbart vejr. Måske ikke i en veritabel ærtesuppe, men dog forholdsvis nemt.
Indimellem åbner sig flotte kig til havet omkring, her mod vest mod Gjesvær, hvor jeg var på fuglesafari forleden.
Fuglene undlod da heller ikke at kigge med denne gang. Her en flot fugl som gav kraftigt udtryk for sin tilstedeværelse. Den havde sikkert rede et sted i nærheden, som jeg kom for tæt på. Ved ikke hvad det er for en, men det må fuglebogen hjælpe til med, når jeg kommer hjem.
Snart åbnede sig også et kig til Nordkapp-klippen. På toppen skimtes svagt den store globus, som jeg stod ved i forgårs nat.
Der dukkede også igen småflokke af rener op. Hyggeligt med de store dyr der render rundt i det golde og barske landskab. I dag viste det sig dog fra sin smukkeste side, men let skyet vejr og 14 grader. Min første rigtige sommerdag her i det arktiske nord.
Og så nåede jeg endelig helt derud. Hen. Op. Med den 1,5 km sydligere beliggende Nordkapp-klippe i baggrunden, springer jeg i vejret af glæde over at turens nordligste mål er nået. Der var næsten ikke kræfter til glædeshop. Fødderne er nu tunge efter de 10 km.s vandring, og der skal jo også være energi til opstigningen til de ca 400 meters højde jeg kom fra ved parkeringspladsen. Nå, en smoothie eller to, lidt god energi, masser af vand, og så går det tilbage.
Her fra vest-nordvest tager Nordkapp-klippen sig nu ganske imponerende ud.
Og varden taler sit tydelige sprog: Knivskjellodden, 71 grader, 11 minutter og 08 sekunder nordlig bredde. Liiiige liiiidt nordligere end Nordkapp-klippens 71-10-21. Nok til at gøre en forskel, synes jeg. (og mine trætte ben)
Og det er ganske vist. Indskrevet i den stedlige almanak, dokumenteret sort på hvidt. Jeg var der. Den første juli 2012. Kom ikke her! Eller rettere, gør da endelig det! Her er plads til mange flere i bogen.
Og turen tilbage? jo, den var opadgående, stejlt til tider, lang, fødderne glødede, benene nægtede at tage lange skridt, men det var det hele værd! Træt i dag, nå ja, men det er jo også en måde at huske en fantastisk arktisk sommerdag, med en oplevelse ud over det sædvanlige.
Lidt sådan føltes det i hvert fald, da jeg i går, søndag tilbagelagde de tyve km. ud til Knivskjellodden og tilbage igen.
Landskabet passede i hvert fald fint til Hobitten, stenet og knoldet som det var, og jeg startede fint ud i godt tempo, langs den markerede rute.
Indimellem åbner sig flotte kig til havet omkring, her mod vest mod Gjesvær, hvor jeg var på fuglesafari forleden.
Fuglene undlod da heller ikke at kigge med denne gang. Her en flot fugl som gav kraftigt udtryk for sin tilstedeværelse. Den havde sikkert rede et sted i nærheden, som jeg kom for tæt på. Ved ikke hvad det er for en, men det må fuglebogen hjælpe til med, når jeg kommer hjem.
Snart åbnede sig også et kig til Nordkapp-klippen. På toppen skimtes svagt den store globus, som jeg stod ved i forgårs nat.
Der dukkede også igen småflokke af rener op. Hyggeligt med de store dyr der render rundt i det golde og barske landskab. I dag viste det sig dog fra sin smukkeste side, men let skyet vejr og 14 grader. Min første rigtige sommerdag her i det arktiske nord.
Og så nåede jeg endelig helt derud. Hen. Op. Med den 1,5 km sydligere beliggende Nordkapp-klippe i baggrunden, springer jeg i vejret af glæde over at turens nordligste mål er nået. Der var næsten ikke kræfter til glædeshop. Fødderne er nu tunge efter de 10 km.s vandring, og der skal jo også være energi til opstigningen til de ca 400 meters højde jeg kom fra ved parkeringspladsen. Nå, en smoothie eller to, lidt god energi, masser af vand, og så går det tilbage.
Her fra vest-nordvest tager Nordkapp-klippen sig nu ganske imponerende ud.
Og varden taler sit tydelige sprog: Knivskjellodden, 71 grader, 11 minutter og 08 sekunder nordlig bredde. Liiiige liiiidt nordligere end Nordkapp-klippens 71-10-21. Nok til at gøre en forskel, synes jeg. (og mine trætte ben)
Og det er ganske vist. Indskrevet i den stedlige almanak, dokumenteret sort på hvidt. Jeg var der. Den første juli 2012. Kom ikke her! Eller rettere, gør da endelig det! Her er plads til mange flere i bogen.
Og turen tilbage? jo, den var opadgående, stejlt til tider, lang, fødderne glødede, benene nægtede at tage lange skridt, men det var det hele værd! Træt i dag, nå ja, men det er jo også en måde at huske en fantastisk arktisk sommerdag, med en oplevelse ud over det sædvanlige.
lørdag den 30. juni 2012
Fra Andenes på Lofoten til Nordkapp
Dagene i Andenes var kolde og selv om jeg på ingen måde har været voldsomt plaget af regn på turen, bliver det nu både koldere og vådere. Fra Andenes går turen med færge til Gryllefjord på fastlandet. Det er virkelig en lille udpost, et færgeleje, en brugs, en tank hvor benzinen koster 15.87 Nkr, og det er vel at mærke kurs stort set lige over for tiden, men de ved jo vi skal bruge den, og prisen er så derefter, en samling huse, 50 - 100, og bjergene. Disse mastodonte voldsomme bjerge, som du får lige i ansigtet overalt. Allestedsnærværende, påtrængende og vidunderlige. I hvert fald for sådan en lille fladlandsbeboer som mig, der er ude at se den store verden. Man tænker jo tilbage på Astrid Lindgreens fortælling om Mio, min Mio, hvor hovedpersonerne siger til hinanden undervejs til den grusomme Ridder Kato's land, "Hvor er bjergene dog store og farlige, og hvor er vi små og ensomme."
Vejen fra Gryllefjord til Tromsø er smal, hullet og snoet, og sikkert smuk i godt vejr. Jeg fik den kolde og våde udgave, ikke at jeg ikke er klædt på til det, men sol er nu min favorit. ;o) Fortrød på intet tidspunkt, at jeg ikke havde taget den nordligere rute som inkluderede en færgetur fra Botnhamn til Brensholmen. Færgetiderne passede dårligt med min rejserytme, og jeg havde heller ikke lyst til at eksperimentere med rigsvejsnumre der bestod af mere end to cifre. Når jeg tænker over beskaffenheden af rigsvej 86, tør jeg ikke tænke over hvordan det mon er at køre på rigsvej 862 mod Botnhamn. ;o)
Valgte at overnatte på en lille campingplads Ramfjord Camping i Sørbotn, 30 km syd for Tromsø. Brusende elv 10 meter fra hytten, hyggeligt og primitivt sted. Om aftenen besøg i Tromsø, Burger, pomfrit og fodbold Spanien-Portugal på et sportsværtshus med 100 mennesker. Hyggesnak med nordmænd, som vist bare var ligeglade med hvem der vandt, ville bare se en EM-kamp.
Hvalfangerstatuen på et af de mange små hyggelige torve i Tromsø, med Ishavskatedralen, et mesterværk tegnet af arkitekt Jan Inge Hovig, i baggrunden.
Biblioteket i Tromsø fra 2005, tegnet av Ing. Haugens Arkitektkontor, fra en lidt skæv vinkel.
Efter en hyggelig sightseeing i Tromsø dagen efter, som bød på spændende arkitektur i det arktiske Paris, som de kalder det, valgte jeg pga af vejr og vind, at sætte ST1100'en på stand-by et døgns tid, entrede MS Nordkapp med kværn og bagage, tillod mig lidt luksus, og sejlede til Honningsvåg ved Nordkapp.
MS Nordkap ligger klar i Tromsø til turen op til Honningsvåg og Nordkapp. Hurtigruten fra Bergen besøger 34 havne på sin 5-6-dages tur mod Kirkenes, og så går det retur. Tolv skibe besejler ruten, så alle byer har en nordgående og en sydgående afgang hvert døgn, ikke altid på de mest passagervenlige tider af døgnet, men mig passede det nu fint.
Det gav muligheden for at slappe af i hyggelige varme omgivelser, se Italien tæve Tyskland, og sove på en blød og lækker lædersofa i en af loungerne ombord. Sad og så kampen i en af deres konferencesale ombord. Der var mange nationaliteter, men flest tyskere, som fortløbende blev mere og mere sure og skuffede, og hvis eneste glæde som kampen skred frem, var når italienerne gik i off-side-fælden og en stor kornfed germaner bag mig råbte: "Klar, klar". Ingen holdt med tyskerne, undtagen tyskerne. Sådan er det vist altid. Hvornår mon de slipper af med fortidens skygge. De er ikke særligt vellidte nogensteder. Tysk straffespark tæt på 90 minutter, men eneste kommentar var et resigneret: "Zu spät, zu spät". Og det var det. Og jeg genfandt klangene i hovedet fra 1992: "Deutchland, Deutchland, alles ist vorbei, alles ist vorbei, alles ist vorbei".
Sejlturen fra Trømsø til Honningsvåg byder på smukke land- og vandskaber, som snor og slynger sig med stejle klippekyster og dybe fjorde. Udsejlingen fra Tromsø er i særsyn flot. Det menneskeskabte kontra naturen. Broer, huse, kirker veksler med bjerge, klipper og fjorde. Der er mere mellem himmel og jord......... end så mange andre steder! Scenerierne veksler fra de bare klippeskær til de store panoramaer og skyer og sol bidrager til drama og stemning.
Lys er bare alt når man fotograferer. Fotografi betyder jo at male med lys, og jeg tror at jeg på denne tur har forstået mere om lysets kvalitet og betydning for det færdige billede, end jeg nogensinde har begrebet før. Både med ørnebillederne, hvor vi havde både ture i overskyet og i sol,
og med landskabsbillederne som her, er det uvurderligt at have det rigtige lys. Lundebilledet længere nede, er et godt eksempel på billeder der kunne bruge lidt mere lys, og billedet af renerne nederst, er et eksempel på, at selv det varme midnatssollys kan være hårdt og skarpt, og svært at få skarpe tegninger og billeddetaljer med. Der er så meget at lære, men hvor er det fantastisk, at få lov til at opnå nye erkendelser og erfaringer.
Honningsvåg på sydsiden af Magerøya, er en dejlig lille by langt mod nord. Vandrehjemmet, en monumental (efter forholdene) noget kompakt kapern, med fine faciliteter og et udmærket værelse til mig :o)
Det er basen for de næste dages udforskning af området ved Nordkapp. I går var jeg på fuglesafari ved Gjesvær, sejlede med Lundekongen og Ola, som viste vej til Gjesværtoppen, et fuglereservat med mange havfugle. Det var svært at komme på skudhold af de redebyggende og fiskende havfugle, men det blev da til et par gode skud eller tre.
Her er det lunden, der er på vej i lav flugt over vandet. De er fantastisk hurtige og gode flyvere, og det var en udfordring at få et par skarpe skud både af dem og sulerne og de mange andre flotte havfugle. Der var også en havørn der luffede rundt i yderkanten af området, men den kom aldrig på skudhold i en sådan grad, at det rigtigt kunne blive til noget. ...og da slet ikke i forhold til det jeg så tidligere på turen hos Ole Martin Dahle. Jeg har stadig hans norskklingende engelsk i ørerne, når han råber: "Fish is out", efterfulgt et øjeblik senere af: "Eagle is comming". ...og så rystede hænderne af nervøsitet og spænding, og pegefingeren kunne næsten ikke finde ro på knappen, mens man spejdede rundt efter ørnen, som Ole jo havde set inden nogen andre i båden overhovedet vidste hvor den var eller hvad der skete. Jo, han kendte sine ørne, gjorde han, Ole Martin Dahle i Lauvsnes. Det vil jeg aldrig glemme.
Meget af den forløbne nat har jeg tilbragt på Nordkapp i høj sol. De kan her ikke huske hvornår der sidst var så fint vejr en aften på Nordkapp, så jeg føler mig utrolig heldig, at det lige kom nu.
Nu lørdag morgen er det igen regn og gråt. I morgen vandring på Knivskjellodden, det "rigtige Nordkapp" som går 1,5 kilometer længere mod nord end Nordkapp, men man skal vandre derud, 2-3 timer hver vej, hvis vejret som lovet bliver godt igen. Med lidt held kommer vi i morgen op på 12-13 grader. Det ville være luksus mod de 3 grader, der var i nat på Nordkapp.
...og her står jeg så, efter 2 ugers fantastisk rejse, ved monumentet på Nordkapp. Svært at få armene ned igen bagefter :o)
At jeg var så fantastisk heldig at opleve dette storslåede naturfænomen, at stå med skyfri himmel og se mod nord fra den 305 meter høje klippe, og vide at i den retning er der bare Svalbard, isbjørnene og Nordpolen, er mere end jeg på nogen måde havde turdet håbe på, gennem det år jeg har forberedt turen, og ugentligt set vejrudsigterne heroppe fra og set hvor meget regn og rusk de har både sommer og vinter. Totalt overvældende.
71 grader, 10 minutter og 21 sekunder nordlig bredde. Godt lys, klare farver, skøn oplevelse.
Midnatssol over Nordkapp, kraftigt nedblændet, naturligvis, ellers bliver sådan et billede bare alt for meget lys. Her var naturligvis dagslys som en sen sommereftermiddag derhjemme, men det kan man næsten ikke skildre i modlys, idét det bare "brænder helt ud" i lyse nuancer, så I må se på det næste billede af Nordkapp-centeret i medlys, for at få et mere realistisk billede af hvordan lyset var.
Nordkapp-centeret i flot lys. På mange måder lidt af en turistfælde, som også centeret ved Polarcirklen var det, men det er da skønt, at der er nogle faciliteter til de vejfarende, og stedet rummer faktisk mange spændende rum, film- og foredragssale, udstillinger, et kapel, og så kan man vel også leve med at de sælger lidt souvenirs til de sagesløse turister langvejs fra. Jeg mødte et par der kom fra Malta på motorcykel. De havde kørt 6000 km, besøgte stedet her i nat og kører hjem i morgen. Noget af en tur. Dobbelt så langt som mig. To på maskinen. Ikke meget plads til personligt udstyr. ;o)
Turen hjem i nat bød på et fantastisk blødt og varmt midnatslys, som badede det voldsomt kuperede, barske og næsten nøgne landskab, i et eventyrligt skær. Her er så råt, så vildt, så barskt, så det er som på Mars, som jeg forestiller mig New Zealand nogle steder, eller Ildlandet på Sydamerikas sydspids. Her vokser græs, græs og græs, og så lige nogle miniatureagtige udgaver af noget der ligner stedmoderblomster og små blå violagtige vækster. Men alt er småt, småt, småt. Her kan leve rener, kan der, og ikke så frygteligt meget andet. Her er selvfølgelig mange fugle langs kysterne, men ikke inde i landet, synes jeg.
Fire same-familier kommer her til Magerøya hver sommer med deres rensdyrflokke. Flåden fragter deres moder- og ungdyr herover til græsning, og til efteråret er de stærke nok til at svømme tilbage selv. Mødte lige en flok på omkring 100-stykker i midnatslyset. :o) Det har været et enestående døgn. Utroligt hvad man kan opleve på 24 timer.
Vejen fra Gryllefjord til Tromsø er smal, hullet og snoet, og sikkert smuk i godt vejr. Jeg fik den kolde og våde udgave, ikke at jeg ikke er klædt på til det, men sol er nu min favorit. ;o) Fortrød på intet tidspunkt, at jeg ikke havde taget den nordligere rute som inkluderede en færgetur fra Botnhamn til Brensholmen. Færgetiderne passede dårligt med min rejserytme, og jeg havde heller ikke lyst til at eksperimentere med rigsvejsnumre der bestod af mere end to cifre. Når jeg tænker over beskaffenheden af rigsvej 86, tør jeg ikke tænke over hvordan det mon er at køre på rigsvej 862 mod Botnhamn. ;o)
Valgte at overnatte på en lille campingplads Ramfjord Camping i Sørbotn, 30 km syd for Tromsø. Brusende elv 10 meter fra hytten, hyggeligt og primitivt sted. Om aftenen besøg i Tromsø, Burger, pomfrit og fodbold Spanien-Portugal på et sportsværtshus med 100 mennesker. Hyggesnak med nordmænd, som vist bare var ligeglade med hvem der vandt, ville bare se en EM-kamp.
Efter en hyggelig sightseeing i Tromsø dagen efter, som bød på spændende arkitektur i det arktiske Paris, som de kalder det, valgte jeg pga af vejr og vind, at sætte ST1100'en på stand-by et døgns tid, entrede MS Nordkapp med kværn og bagage, tillod mig lidt luksus, og sejlede til Honningsvåg ved Nordkapp.
Det gav muligheden for at slappe af i hyggelige varme omgivelser, se Italien tæve Tyskland, og sove på en blød og lækker lædersofa i en af loungerne ombord. Sad og så kampen i en af deres konferencesale ombord. Der var mange nationaliteter, men flest tyskere, som fortløbende blev mere og mere sure og skuffede, og hvis eneste glæde som kampen skred frem, var når italienerne gik i off-side-fælden og en stor kornfed germaner bag mig råbte: "Klar, klar". Ingen holdt med tyskerne, undtagen tyskerne. Sådan er det vist altid. Hvornår mon de slipper af med fortidens skygge. De er ikke særligt vellidte nogensteder. Tysk straffespark tæt på 90 minutter, men eneste kommentar var et resigneret: "Zu spät, zu spät". Og det var det. Og jeg genfandt klangene i hovedet fra 1992: "Deutchland, Deutchland, alles ist vorbei, alles ist vorbei, alles ist vorbei".
Sejlturen fra Trømsø til Honningsvåg byder på smukke land- og vandskaber, som snor og slynger sig med stejle klippekyster og dybe fjorde. Udsejlingen fra Tromsø er i særsyn flot. Det menneskeskabte kontra naturen. Broer, huse, kirker veksler med bjerge, klipper og fjorde. Der er mere mellem himmel og jord......... end så mange andre steder! Scenerierne veksler fra de bare klippeskær til de store panoramaer og skyer og sol bidrager til drama og stemning.
Lys er bare alt når man fotograferer. Fotografi betyder jo at male med lys, og jeg tror at jeg på denne tur har forstået mere om lysets kvalitet og betydning for det færdige billede, end jeg nogensinde har begrebet før. Både med ørnebillederne, hvor vi havde både ture i overskyet og i sol,
og med landskabsbillederne som her, er det uvurderligt at have det rigtige lys. Lundebilledet længere nede, er et godt eksempel på billeder der kunne bruge lidt mere lys, og billedet af renerne nederst, er et eksempel på, at selv det varme midnatssollys kan være hårdt og skarpt, og svært at få skarpe tegninger og billeddetaljer med. Der er så meget at lære, men hvor er det fantastisk, at få lov til at opnå nye erkendelser og erfaringer.
Honningsvåg på sydsiden af Magerøya, er en dejlig lille by langt mod nord. Vandrehjemmet, en monumental (efter forholdene) noget kompakt kapern, med fine faciliteter og et udmærket værelse til mig :o)
Det er basen for de næste dages udforskning af området ved Nordkapp. I går var jeg på fuglesafari ved Gjesvær, sejlede med Lundekongen og Ola, som viste vej til Gjesværtoppen, et fuglereservat med mange havfugle. Det var svært at komme på skudhold af de redebyggende og fiskende havfugle, men det blev da til et par gode skud eller tre.
Her er det lunden, der er på vej i lav flugt over vandet. De er fantastisk hurtige og gode flyvere, og det var en udfordring at få et par skarpe skud både af dem og sulerne og de mange andre flotte havfugle. Der var også en havørn der luffede rundt i yderkanten af området, men den kom aldrig på skudhold i en sådan grad, at det rigtigt kunne blive til noget. ...og da slet ikke i forhold til det jeg så tidligere på turen hos Ole Martin Dahle. Jeg har stadig hans norskklingende engelsk i ørerne, når han råber: "Fish is out", efterfulgt et øjeblik senere af: "Eagle is comming". ...og så rystede hænderne af nervøsitet og spænding, og pegefingeren kunne næsten ikke finde ro på knappen, mens man spejdede rundt efter ørnen, som Ole jo havde set inden nogen andre i båden overhovedet vidste hvor den var eller hvad der skete. Jo, han kendte sine ørne, gjorde han, Ole Martin Dahle i Lauvsnes. Det vil jeg aldrig glemme.
Meget af den forløbne nat har jeg tilbragt på Nordkapp i høj sol. De kan her ikke huske hvornår der sidst var så fint vejr en aften på Nordkapp, så jeg føler mig utrolig heldig, at det lige kom nu.
Nu lørdag morgen er det igen regn og gråt. I morgen vandring på Knivskjellodden, det "rigtige Nordkapp" som går 1,5 kilometer længere mod nord end Nordkapp, men man skal vandre derud, 2-3 timer hver vej, hvis vejret som lovet bliver godt igen. Med lidt held kommer vi i morgen op på 12-13 grader. Det ville være luksus mod de 3 grader, der var i nat på Nordkapp.
...og her står jeg så, efter 2 ugers fantastisk rejse, ved monumentet på Nordkapp. Svært at få armene ned igen bagefter :o)
At jeg var så fantastisk heldig at opleve dette storslåede naturfænomen, at stå med skyfri himmel og se mod nord fra den 305 meter høje klippe, og vide at i den retning er der bare Svalbard, isbjørnene og Nordpolen, er mere end jeg på nogen måde havde turdet håbe på, gennem det år jeg har forberedt turen, og ugentligt set vejrudsigterne heroppe fra og set hvor meget regn og rusk de har både sommer og vinter. Totalt overvældende.
71 grader, 10 minutter og 21 sekunder nordlig bredde. Godt lys, klare farver, skøn oplevelse.
Midnatssol over Nordkapp, kraftigt nedblændet, naturligvis, ellers bliver sådan et billede bare alt for meget lys. Her var naturligvis dagslys som en sen sommereftermiddag derhjemme, men det kan man næsten ikke skildre i modlys, idét det bare "brænder helt ud" i lyse nuancer, så I må se på det næste billede af Nordkapp-centeret i medlys, for at få et mere realistisk billede af hvordan lyset var.
Nordkapp-centeret i flot lys. På mange måder lidt af en turistfælde, som også centeret ved Polarcirklen var det, men det er da skønt, at der er nogle faciliteter til de vejfarende, og stedet rummer faktisk mange spændende rum, film- og foredragssale, udstillinger, et kapel, og så kan man vel også leve med at de sælger lidt souvenirs til de sagesløse turister langvejs fra. Jeg mødte et par der kom fra Malta på motorcykel. De havde kørt 6000 km, besøgte stedet her i nat og kører hjem i morgen. Noget af en tur. Dobbelt så langt som mig. To på maskinen. Ikke meget plads til personligt udstyr. ;o)
Turen hjem i nat bød på et fantastisk blødt og varmt midnatslys, som badede det voldsomt kuperede, barske og næsten nøgne landskab, i et eventyrligt skær. Her er så råt, så vildt, så barskt, så det er som på Mars, som jeg forestiller mig New Zealand nogle steder, eller Ildlandet på Sydamerikas sydspids. Her vokser græs, græs og græs, og så lige nogle miniatureagtige udgaver af noget der ligner stedmoderblomster og små blå violagtige vækster. Men alt er småt, småt, småt. Her kan leve rener, kan der, og ikke så frygteligt meget andet. Her er selvfølgelig mange fugle langs kysterne, men ikke inde i landet, synes jeg.
Fire same-familier kommer her til Magerøya hver sommer med deres rensdyrflokke. Flåden fragter deres moder- og ungdyr herover til græsning, og til efteråret er de stærke nok til at svømme tilbage selv. Mødte lige en flok på omkring 100-stykker i midnatslyset. :o) Det har været et enestående døgn. Utroligt hvad man kan opleve på 24 timer.
Abonner på:
Opslag (Atom)
